Bekymringsfri kørsel

På sporskiftet, nærmere bestemt i denne tråd http://www.sporskiftet.dk/forum/viewtopic.php?t=7449 stødte jeg på udtrykket i forbindelse med en der havde problemer med strømoptag på sine tog.

Jeg synes det er et fantastisk godt udtryk der virkelig satte nogle tanker igang, for et eller andet sted må det være et mantra for enhver modelbane at kunne køre uden bekymringer - og dog?

På den ene side, så vil vi jo gerne have, at togene skal kunne køre jævnt og problemfrit på alle stigninger og nedkørsler og gennem alle sporskifter og sving. Derfor gør vi os mange overvejelser om sporlægning, stigningsprocenter, polarisering af sporskifter, kurveradier og andet godt.

På den anden side, så virker det - på mig - som om at man på fx sporskiftet.dk både er entusiastisk når der skal planlægges(læs: lægges spor til bekymringsfri kørsel) men man er lige så meget tændt når der skal løses problemer og udfordringer med blandt andet problematisk kørsel.

Et paradoks er på den måde født, for er det ikke netop udfordringen ved at løse de små og store problemer der også er med til at gøre denne dejlige hobby til noget helt specielt? Eller vejer den bekymringsfrie kørsel alligevel tungere?

Personligt tror jeg på den sidste. Det forklarer vel også hvorfor jeg valgte at pille min bekymrende dårlige bane ned og starte forfra!

Og så igen, hvad er denne hobby uden udfordringer? Måske skal vi helst have noget der skal fintænkes over for at det er spændende, så mon ikke man - når først toget kører - finder noget nyt at bekymre sig over, fx at få togstammerne til at ligne virkeligheden eller få landsbyens gadekær til at være den bedst mulige illusion.

Jeg siger ja til bekymringsfri kørsel, men nej til bekymringsfri hobby uden udfordringer! :-)